Revision med hjertet

Vækst og udvikling kommer ikke bare ved at bruge hovedet. Det drejer sig også om at have hjertet med, hævder udviklingskonsulent Bodil Jørgensen

Af Niels Sørensen

Kontoret er lyst med farverig kunst på alle vægge, og fra de sorte lædersofaer er der åben udsigt over Horsens fjord. Til gengæld er der ikke udsigt til en eneste hylde med røde ringbind, så på den måde ligner lokalet ikke en typisk revisorvirksomhed.

Bodil Jørgensen er kontorets ejermand, og hun falder også uden for kategorien af typiske revisorer – selv om hun er uddannet som registreret revisor og stadig er medlem af FRR.
- Jeg laver måske et par enkelte årsregnskaber, men har ikke noget bogføring og andre typiske revisionsopgaver, forklarer Bodil Jørgensen, der tidligere har arbejdet både med skatterevision i det offentlige og som revisor på det private arbejdsmarked. På hendes visitkort fra BJ Rådgivning er revision imidlertid kun nævnt i en bisætning, for arbejdsområdet er nu skiftet til kurser, lederudvikling og coaching.

- Jeg har altid interesseret mig for kommunikation og udvikling, og jeg kan lide at sætte fokus på mennesker og deres relationer, fortæller Bodil Jørgensen, der sideløbende med revisionen har uddannet sig til dybdeterapeut og systemisk konsulent, ligesom hun behersker NLP og coaching. Siden 1992 har hun med stor succes drevet sin egen konsulentvirksomhed.

Bløde værdier
I rækken af referencer på Bodil Jørgensens hjemmeside er der også en hel stribe revisionsvirksomheder, og det er ud fra opsamlede erfaringer, at hun hævder, at revisorer har brug for at fokusere på andet end tal og hårde facts.

- På et kursus med 18 revisorer bad jeg dem om at fortælle nogle gode historier fra deres arbejdsliv. Og ikke én eneste nævnte noget om regnskaber, udviklede produkter eller stor indtjening. Derimod handlede det hele om noget med følelser - som f.eks. gode eller sjove oplevelser med kolleger eller kunder, fortæller Bodil Jørgensen og bruger det som en understregning af, at følelser er det, vi husker, og derfor er de vigtige for alle. Samtidig mener hun, at revisorer kan blive langt bedre til at tale om og tage vare på de bløde værdier.

- Undersøgelser viser, at 65% af revisorernes kunder nævner tillid som den vigtigste faktor i forholdet til revisoren, og det er en understregning af, at de bløde værdier er særdeles vigtige for branchen, siger Bodil Jørgensen.

Hun mener, at ledere i mange tilfælde har brug for hjælp og redskaber til at arbejde med disse områder.

- Når vi f.eks. fremlægger en analyse af kommunikationen og kulturen i en virksomhed, så kan ledelsen finde på at sige: ''Fortæl os, hvad vi gør forkert''! Men der er ikke tale om at gøre noget forkert, men derimod om, at fokus skal flyttes over på udviklingsmuligheder gennem samtale, spørgsmål og anerkendelse af medarbejderne. Det er her, de bløde værdier kommer ind, fortæller Bodil Jørgensen.

Forandring fryder – eller skræmmer
I sit arbejde med revisionsvirksomheder oplever Bodil Jørgensen to typer revisorer. Der er de unge, som følger samfundsudviklingen, der i de seneste år er gået i retning af større bevidsthed om de bløde værdier. Og så er der en række ældre revisorer, som forskrækkes lidt af udviklingen med øget konkurrence, nye tider, it m.m. De er primært optaget af, om de nu også kan overleve i firmaet de næste fem til ti år, inden de skal på pension.

- Gennem coaching og virksomhedsudvikling kan man lære at stille de gode spørgsmål. Det fører til fokus på ressourcerne i stedet for begrænsningerne, så man stiller spørgsmålet: Hvad kan vi forandre? – i stedet for at sukke: Bare det holder min tid ud, forklarer Bodil Jørgensen.

I sin coaching går hun ikke bare ind på virksomhedens udvikling, men også på lederes og medarbejderes personlige udvikling og indbyrdes relationer.

- Revisorer er i deres arbejde meget fokuseret på at finde fejl. Men desværre er der nogle af dem, som også udvikler sig til at blive fejlfindere i forhold til sig selv. Så ender de med at blive mistænksomme og sure personer, og det smitter naturligvis af i forholdet til andre medarbejdere og til kunderne, lyder det fra Bodil Jørgensen, der dog oplever, at mange revisorvirksomheder er interesserede i kurser, der kan give forandring.

- Selvfølgelig er der stadig revisionsvirksomheder, hvor ledelsesprincippet er kæft, trit og retning, og typisk er det ikke dem, der henvender sig til mig om rådgivning. Dem, der henvender sig, er imidlertid meget åbne over for udvikling af virksomheden, og det tiltaler dem at arbejde med coaching-principperne.

Coaching
De fleste forbinder en coach med sportsverdenen, hvor træneren står på sidelinjen og giver ordrer, råber og skælder ud. Men det er den stik modsatte betydning, Bodil Jørgensen lægger i ordet.

- Coaching handler først og fremmest om at motivere, og det gør man ikke ved at skælde ud. Man motiverer ved at stille spørgsmål, påpeger hun og definerer videre:

- En coach er en, der forstår at stille de rigtige spørgsmål, som er i stand til at lede sig selv, som tør være nærværende, og som forstår at opbygge relationer. Det er de fire hovedområder, som jeg lægger vægt på i mine kurser om coaching og ledelse, siger Bodil Jørgensen.

Hun oplever ind imellem revisorer, som mener, at de har styr på ledelse, fordi det meste af deres dagligdag går med det. Men det viser sig, at deres opfattelse af ledelse er vidt forskellig fra Bodil Jørgensens.

- Når de taler om ledelse, så går det på de hårde facts, som hvordan man leder virksomheden, så den giver nogle penge. Min tilgang er, at hvis man bruger coaching, så får man nogle glade og tilfredse medarbejdere og ledere, og effekten af det er i sidste ende en højere indtjening. Jeg har mange års erfaring og ved, at når der er tilfredshed og et godt samspil mellem medarbejderne og over for kunderne, så kan det ses på bundlinjen, lyder det fra Bodil Jørgensen med overbevisning i stemmen. 

Hjertesag
I løbet af samtalen er Bodil Jørgensen flere gange sprunget op for at illustrere sine synspunkter på en flip-over. Med engagement fortæller hun om kommunikation, værdier, menneskesyn, følelser, sprog og intuition, og efterhånden hænger der flere ark beskrevet med trekanter, blomsterformer og kassediagrammer.
- Måske er det en vane fra min revisortid, at jeg godt kan lide at systematisere tingene, forklarer Bodil Jørgensen med et skævt smil, men det er ikke til at tage fejl af alvoren i hendes budskab: Det handler om stadig udvikling af virksomhedernes værdier og menneskelige ressourcer gennem coaching.

- Det skal være ærligt, hvad vi gør, og vi skal have hjertet med i det. Det drejer sig ikke om at rose medarbejdere for at få dem til at arbejde mere, for så bliver det noget pseudo-agtigt noget, men vi skal lære at tale anerkendende – også når vi giver konstruktiv kritik, forklarer Bodil Jørgensen og afslører, at hun for øjeblikket er optaget af tanken om det gode menneske.

- Det gode menneske bekymrer sig om medarbejderens ve og vel. Forskellen er, at det kommer fra hjertet og ikke fra hovedet. Og det kan sagtens lade sig gøre i en revisionsvirksomhed, for det er jo mennesker, vi har med at gøre. Mange er jo også blevet revisorer, netop fordi de kan lide at tale med andre mennesker, slutter Bodil Jørgensen.

 
BJ RådgivningLangelinie 14 A8700 HorsensTelefon 76 25 03 04Mobil: 30 42 05 04bj@bjraadgivning.dk